FredSIF - tilblivelsen
Ved Claus Balsvig årgang 1995 stifter og næstformand i FredSIF 1997-1999
FredSIF var til at begynde med en forening, der skulle sikre, at de lærerstuderende havde en gymnastiksal som stod til deres rådighed snarere end det lokale foreningslivs, efter en stor ombygning af seminariet i årene 1996-1998 med en stor ny gymnastiksal tilfølge. Da den gamle gymnastiksal var blevet revet ned, måtte de studerende, deriblandt jeg selv, nøjes med en byggeplads uden idrætsfaciliteter i store dele af vores seminarietid. Men at den ville nå at stå færdig således, at vi ville kunne nå at gøre brug af den inden seminarietiden var forbi, havde vi store forventninger til.
Daværende Rektor Thøger Johnsen havde nævnt, at det var vigtigt at en ny hal som seminariets også skulle bruges. Den måtte ikke stå tom og uanvendt i store dele af tiden, for så ville det blive svært at holde det lokale foreningsliv for døren. Det scenarie var jeg bekymret for skulle blive resultatet, da jeg selv og mine studiekammerater var glade bruger af den gamle sal. Men jeg var ikke ene om den bekymring. Det viste sig at der var flere, der ikke havde den store tiltro til, at det uforpligtende idrætsmiljø på seminariet kunne præstere en belægningsgrad der kunne modstå foreningspresset. Der var ikke længere tale om en lille og relativt ubetydelig gymnastiksal, som kun et begrænset antal foreninger ville kunne finde anvendelse til, men en stor multisal med et utal af anvendelsesmuligheder.
Jeg og en medstuderende ved navn Jens ’Sune’ Jakobsen også fra årgang 1995, forenedes i den tanke, at en foreningsorganisering var den mest optimale løsning for os lærerstuderende. Derved kunne vi etablere en række hold og fordele haltid derefter. På vores første møde med Thøger Johnsen herom viste det sig, at han var helt med på ideen. Når alt kom til alt, var det nok ham selv der havde plantet den, så han lod os arbejde videre med den grundpræmis, at foreningen fik ansvaret for belægning af al haltid uden for normal undervisningstid og efter at idrætslærerne havde beslaglagt den fornødne haltid som direkte følge af idrætsfaget studieordning.
Sune der havde valgt idræt som linjefag, modsat mig der bare ville have nogle andre at spille med, havde desuden det sigte, at en idrætsforening også kunne fungere som et ’instruktør eksperimentarium’ således at man i de givne sportsgrene iblandt seminariets studerende kunne finde frivillige holdledere og trænere. Disse ville derved kunne holde deres idrætsledermæssige baggrund ved lige, samtidigt med at de direkte og indirekte dygtiggjorde sig til deres idrætseksamen. Sune fik hurtigt mønstret en stor håndfuld frivillige holdledere, der kunne stå klar til en stiftende generalforsamling. Jeg påtog mig selv ansvaret for at udarbejde vedtægterne, og sammen med Sune og holdlederne sigtede vi efter følgende mål: Min. 30 personer til den stiftende generalforsamling. 100 medlemmer og 7 aktive hold inden årtusindeskiftet. De mål havde vi nået på vores 3. bestyrelsesmøde, næsten et år tidligere end målsat. Det hjalp naturligvis, at vi splejsede til en kasse sodavand til den stiftende generalforsamling, men også at kontingentet det første halvår var på kun 50 kr. Holdene kom ret hurtigt fordi de studerende hungrede efter at tage salen i brug, præcis som vi havde mærket på egen krop.
Når jeg i dag hører om FredSIF og hvor populært det er iblandt de studerende og sågar tidligere studerende, bliver jeg helt varm i kroppen og stolt over at have været en del af de skabende og bærende kræfter i begyndelsen. Basketball var min og Sunes sport, så vi kunne også i årene efter at vi gik ud, fortsætte med at spille i FredSIF og indhente lidt af det tabte. Det stod klart for os begge, at FredSIF ville vokse til noget mere end vi først havde antaget og langt mere end vi selv kunne nå at følge til dørs. Særligt foreningens økonomi blev en faktor som i højere grad, en seminariet selv, kunne fylde materialedepotet med alskens idrætsudstyr. Købekraften til at anskaffe nyt udstyr og behovet herfor, kom med foreningens hjælp langt tættere på hinanden og den synergieffekt havde vi ikke turdet forudsige. FredSIF gør således det for idrætslivet på seminariet, som det danske foreningsliv bidrager med i opretholdelsen af idrætslivet ude på de danske skoler og i hallerne rundt omkring i fædrelandet.
FredSIF har således også været et ’foreningsmæssigt organisatorisk og ledelsesmæssigt eksperimentarium’ for en række studerende igennem tiden, og denne kan desuden også tilskrives som en utilsigtet men ønskelig afledt effekt af foreningens tilblivelse… noget som vi ikke turde have drømme om.
Længe leve FredSIF
Claus Balsvig
Souchef Københavns Idrætsefterskole